Jeg tror alle fugle- og naturfotografer elsker ugler. De er eksotiske, de fleste er ret sjældne, de er ofte meget svære at finde – men når man først har fundet en, viser den sig ofte at være relativt samarbejdsvillig, hvilket vil sige at den ikke forsvinder første gang den hører kameraets lukker. What’s not to like?

De allerfleste uglefotos på Internettet stammer fra “kendte” ugler; altså ugler som én eller anden har fundet, og så været venlig nok at “dele” med andre fotografer. På den måde får mange glæden af oplevelsen, og det er godt! Men det resulterer også i rigtig mange billeder der ligner hinanden, fordi man ofte kan genkende det træ som uglen sidder i osv. – det sidste gør sig især gældende for Natugler (Strix aluco), der er tilbøjelige til at vende tilbage til det samme overdagningssted dag efter dag. Hvis de kan vil de gerne gemme sig i et hult træ, men en uglekasse kan også gå an – sidstnævnte er dog ikke særligt fotogen i mine øjne. Der er også Natugler der blot sidder i et træ og venter på mørkets frembrud, men uden at vide det med sikkerhed er det min fornemmelse at disse ikke er lige så trofaste overfor den samme plet som dem der har et dejligt hul i et træ at sidde i. Det er med andre ord de gode træer der bør være den håbefulde natugle-fotografs hellige gral; enten et af de “kendte”, som f.eks. Gribskov i Nordsjælland, eller et som man selv finder.

At finde et natugle-træ

Jeg kan ikke prale med at være Danmarksmester i at finde træerne – bl.a. fordi vi ikke har så mange Natugler her på Vestfyn. Men jeg er efterhånden nået så langt at jeg dog finder dem ind imellem, og mine erfaringer vil jeg gerne dele her.

Jeg har lagt mærke til at uglerne har en forkærlighed for Rødel (Alnus glutinosa) – sikkert fordi veddet er relativt blødt, og hurtigt rådner væk inde bag en knækket gren, så der opstår et hulrum uglen kan bruge som hjem. Derudover skal man selvfølgelig tjekke egetræer, men de store/gamle med råddent kærneved er næsten mere sjældne end ugler.. Det samme gælder i øvrigt for bøg – når de bliver omkring 150-200 år, har næsten hvert eneste træ hule grene eller huller i stammen – men så gamle bliver de omtrent aldrig i vores “fredskov”, så det hører til sjældenhederne at finde et ugle-egnet bøgetræ.

Når først vi har fundet et godt træ, skal vi have fundet ud af om det er optaget af en ugle. Her hjælper det ikke at efterprøve sådan som man gør med f.eks. Perleugle (Aegolius funereus), nemlig at kradse lidt på stammen med en pind – Perleuglen tror at der er en Skovmår (Martes martes) på vej op ad stammen, men Natuglen er ligeglad – måske den er stor nok til at skræmme en skovmår væk? Derfor er den bedste løsning jeg har fundet frem til, faktisk at efterligne Natugle-sangen lidt – så kigger den op hvis den er der… Jeg har kun afprøvet metoden i skumringen, hvor uglen ved at det rent faktisk KUNNE være en konkurrerende ugle, det kan godt tænkes at den ikke hopper på den kl. 10 om formiddagen. Men i skumringen virker det fantastisk. Bemærk i øvrigt at nogle Natugler synes at have flere steder i skoven som de overdager i, så der er ingen uglegaranti selvom man har fundet et træ som de holder til i.

Skovhornugle

Vores næstmest almindelige ugle er Skovhornuglen (Asio otus). Den yngler ikke i huller ligesom Natuglen, men overtager i stedet som regel en gammel kragerede i et træ. Jeg vil godt slå fast med det samme, at Skovhornugler efter min mening er ENDNU sværere at finde end Natugler, men der er to tips som man skal kende for at forøge chancerne:

• Når ungerne flyver af reden, i start/midt juli, støjer de ganske kolossalt, og i et par uger er de faktisk ret lette at finde, hvis ellers der er nogen i den del af skoven hvor man eftersøger dem,
• Om vinteren har de en tilbøjelighed til at samle sig i grupper i bestemte træer i dagtimerne – sådanne træer bliver ofte kendt af fuglefolket, og er gode steder at observere og fotografere uglerne.

Kirkeugle

Kirkeuglen (Athene noctua) er blevet MEGET sjælden i Danmark – den er helt nede omkring 10 ynglepar, de fleste i Himmerland. I Schleswig-Holstein går det lidt bedre, og de erfaringer jeg deler her stammer dernede fra.

Kirkeugler synes at være tæt knyttet til en biotop bestående af blandet skov og afgræssede marker, og jeg har KUN fundet dem i direkte tilknytning til hestehold. Uglerne lever bl.a. af store insekter, og mon ikke hestepærer, med deres dårligt fordøjede plantedele, er lige hvad de store insekter holder af? Det er indtil videre min arbejdshypotese… Under naturlige forhold yngler Kirkeugler i hule grene på gamle træer, eller i hulrum i stendiger som dem der omkranser mange gamle kirkegårde på landet (deraf navnet), men de gamle træer med hule grene på er blevet sjældne, og der er for lidt hestehold i nærheden af kirken… Så i vore dage er de fleste Kirkeugler henvist til redekasser, og det giver jo ikke helt de samme billeder. Men hvis du er på Kirkeugle-tur, så hold øje i nærheden af hestefolde, gerne sådan nogen som ligger omkranset af skov/træer – hvis der eller er kirkeugler i området, er det der de skal findes. En hestefold bygget af træ er i øvrigt et fantastisk sted at sidde og holde øje med byttet i skumringen, det har jeg set flere steder!

Mosehornugle

Mosehornugle (Asio flammeus) er kritisk truet som dansk ynglefugl, og de senere år har der måske slet ikke været ynglepar i landet. Men på verdensplan klarer bestanden sig rimeligt, sikkert bl.a. fordi uglerne er ultramobile og kan flytte sig langt efter de gode ynglepladser. Det betyder også at vi stadig kan være heldige at opleve disse flotte ugler på vintervisit i Danmark, og her er der selvfølgelig også nogle lokaliteter som er mere sandsynlige end andre.

Jeg har set Mosehornugle de særeste steder, bl.a. er jeg engang blevet overhalet af en mens jeg var i færd med at krydse Lillebælt i min kajak. Den viste sig at være på vej til Brandsø, hvor den faktisk forsøgte at yngle det år, men havde altså været en tur på Fyn for at fouragere. Der har også siddet en på en transformatorkasse udenfor mit stuevindue, og et par stykker holdt til i nogle dage på en afhøstet rapsmark nogle km fra min fordør. Men hvis man skal forbedre sine chancer, skal man have fundet en lokal strandeng, helst en der bliver afgræsset hele året – der er chancerne gode i vintermånederne, hvis hele landet ikke ligger dækket af sne. Her på Fyn er det især på Helnæs de dukker op, ind imellem ligefrem i “flokke” – hvilket blot vil sige at der var hele fem stykker for nogle vintre siden. I Sønderjylland er det i marskområderne vest for Ribe, eller på Mandø, i Midtjylland er det ude ved Gyllingnæs, og på Sjælland er det f.eks. Korevlerne i Odsherred, men også ofte på Værløse Flyveplads, at fuglefolket får deres Mosehornugle-fix. Så snart dagene begynder at blive lidt længere, altså i slutningen af februar eller i løbet af marts, forsvinder uglerne igen, sikkert nordpå til ynglepladser på fjeldet i Sverige eller Norge, men det kan også være de flyver meget længere væk, hvis ugletelegrafen har indikeret gode gnaverår andre steder.

Flere ugler

Lidt flere danske og udenlandske ugler. Alle billeder kan klikkes op.