Det vil være for meget at kalde det en årligt tilbagevendende begivenhed – men siden 2017 har jeg haft fornøjelsen af at tilbringe en uges tid i slutningen af april i Dalarna en tre-fire gange. Vi rejser nogle fuglenørder sammen, og besøger vores gode ven Tommy deroppe. Formålet er hver gang at opleve tjurspillet, med det forfængelige håb at ramme ind i “hönveckan” – høneugen – som er den tid på året hvor tjurhønsene har udset sig den sejeste kok på spillepladsen, og kommer ned fra træerne for at parre sig med ham.

Der er virkeligt mange ting der skal gå op i en højere enhed, for at denne type tur skal blive en uindskrænket succes, og heldigvis for det – ellers var der jo ingen grund til at vende tilbage år efter år. For det første skal man ramme den rigtige uge, og den er ikke skrevet ind i nogen kalender, men varierer alt efter hvor lang og streng vinteren har været, og sikkert alt muligt andet også. Dernæst skal det lykkes at finde ud af hvem af kokkene på spillepladsen der er hottest netop i år, og det er svært! Spillet kan kun betragtes fra skjul, og udsynet fra skjulet er temmelig begrænset, så hvis man får det placeret forkert, kan man risikere at være i den helt forkerte ende af pladsen, uden at opdage hvor det SÅ er der sker noget vigtigt. Spillepladserne kan være meget store, med hver enkelt kok placeret i hver deres afgrænsede område af skoven, og man kan som regel kun se 2-3 kokke fra skjulet. De kan sagtens have travlt med at slås som gale, uden at nogen høns kommer ned til dem af dén grund, og hvis man så ikke har øjne andre steder på pladsen den samme morgen, kan man være lige så meget på bar bund næste dag.

For at forbedre odds i år, havde jeg taget vildtkameraerne med. Vi ligger i skjulene fra ca. klokken 16:00 til næste dag klokken 11:00, og når skjulet skal flyttes skal det selvfølgelig foregå fra 11 til 16, hvor alle tjurerne er væk fra spillepladsen, ude i skoven for at finde føde. Med vildtkameraerne kan man overskue meget mere af spillepladsen på samme tid, og det viste sig at være en god ting – den dominerende kok holdt til et helt andet sted end vi troede, noget vildtkameraet viste os. Så allerede efter to nætter i skoven var vi sporet ind på hvor skjulene skulle stå, og så var det bare at slå om hvem der skulle fotografere i medlys, hvem der skulle have modlys, hvem der fik den gode baggrund etc.

Vejret skal også helst passe – hvis det blæser voldsomt, bliver aktiviteten på pladsen mindre, og måske dukker hønsene slet ikke op. Alt i alt er der som sagt meget der skal gå op…