De rigtige indstillinger #3 – Canon focus case menuen forklaret

Denne Almindelige ryle Calidris alpina kom lige imod mig, og passerede forbi få meter fra mig. Som andre fouragerende vadefugle veksler den mellem at løbe i høj fart, og stå stille for at hapse en godbid, ligesom den ofte skifter retning. Der er ikke noget der kan komme imellem mig og den, så en rimelig Case indstilling her vil være “4” – den der hedder Til motiver der accelererer eller decelerer hurtigt. Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.

I min seneste blog lovede jeg at den næste ville handle om focus cases. Det kommer her… Det har taget noget tid at nå frem til, men sådan er det når man har mange ting man gerne vil nå, og ind imellem en del ting man også SKAL nå (tjene penge f.eks.).

Canons EOS autofokus system har haft en række indstillingsparametre i en del år – mindst siden model 1D III, som er den ældste af de professionelle modeller jeg har kendskab til. På dansk hedder parametrene der kan skrues på hhv. Sporingsfølsomhed, Accel./Decel. sporing og Autoskift af AF punkt, eller Tracking sensitivity, Accel./decel. tracking og AF point auto switching på engelsk. Hver af disse har som udgangspunkt tre til fem mulige indstillinger; sporingsfølsomhed har fem, nemlig fra -2 til +2, de øvrige har tre, fra 0 til 2. De tre indstillingsparametre har som sagt eksisteret i en del år, men fra EOS 1Dx og 5D III blev de gjort brugervenlige, idet Canon introducerede en hel menu med seks forudindstillede Focus Cases (vi kan oversætte det til fokusscenarier) som skulle gøre det lettere for os, der ikke har kameraet i hånden hver dag og hele dagen, at ramme den rette kombination af de tre parametre til vores aktuelle fotosituation. Hver af disse seks scenarier er fra fabrikken kodet til en bestemt kombination af Sporingsfølsomhed, Accel./decel. sporing og Autoskift af AF punkt, og for at gøre dem mere anvendelige er der brugt ikoner fra sportens verden til at hjælpe os med at vælge det bedste fokusscenarie til den situation vi gerne vil fotografere. Alle indstillinger i alle cases kan i øvrigt redigeres frit, så når man har rodet lidt med det på egen hånd kan det udmærket tænkes at det der oprindeligt var Case 2 – Fortsæt sporing af motiv og ignorer evt. hindringer har fået indstillinger der mere ligner fabriksindstillingen Case 3 – Øjeblikkeligt fokus på motiver som kommer ind i AF-punkt og så videre. Som med andre brugervalgte indstillinger kan man vende tilbage til fabriksindstillingen igen ved at vælge Gul Menu nummer 4.2, men så sletter man også alle andre personlige indstillinger ved samme lejlighed, så det betaler sig at skrive de oprindelige indstillinger i de forskellige Cases ned inden man begynder at skrue på dem, og så selv føre dem tilbage til fabriksindstillingerne hvis man ikke føler at forsøgene med at forbedre på dem har båret frugt. Hvis alt andet kikser har instruktionsbogen i øvrigt også fabriksindstillingerne beskrevet.

Jeg er næppe den eneste som ikke har haft svært ved at få armene ned igen – selvom scenarierne er godt forklaret i menuen, og de også burde være til at oversætte til natur- og fuglefotografering, har jeg ikke følt mig specielt bedre hjulpet med Canons cases end jeg gjorde med det gamle system, hvor man indstillede AF-systemets følsomhed direkte vha. de tre parametre, uden at gå omvejen via Cases først. Dette sidste er heldigvis også muligt; man tilføjer bare de tre parametre til sin egen personlige (grønne) menu, og så fungerer det hele pludselig lige som det gjorde oprindeligt, og uden at de forskellige Cases forvirrer.

Det vi gerne vil opnå når vi skruer på de tre parametre, er at fortælle kameraets AF system hvordan vi gerne vil have at det håndterer opgaven med at tracke motiver i bevægelse når vi bruger det AF mode som hedder AI Servo (for en forklaring herpå kan du evt. gå tilbage til den blog der hedder #2). Der er f.eks. forskel på at tracke en fugl der flyver hen over en ensartet himmel, hvor der ikke er hverken for- eller baggrund til at forvirre autofokus, og så at tracke den samme fugl når den flyver lavt over en sø, med tagrør og anden bevoksning bagved, og måske anden bevoksning imellem fotografen og motivet. Der er også forskel på at følge et motiv der flyver lige imod os med en konstant hastighed, og et der både ændrer retning og hastighed hele tiden. Førstnævnte kunne være en and der kommer nærmere, sidstnævnte en kolibri der fouragerer mellem blomsterne. Der bør således være et foruddefineret scenarie til de fleste situationer, men der er (mindst) et men; selvom anden bevæger sig lineært, og med konstant hastighed, ændrer fotografen hele tiden panoreringshastighed efterhånden som den kommer nærmere, noget som kameraet af gode grunde ikke kan have en mening om – så i situationen hvor anden kommer hurtigt nærmere og flyver forbi, og man skulle tro at indstillingen Case 2 måske var den ideelle, er det alligevel sikkert Case 4 – Motiver der accelererer eller decelererer hurtigt der egner sig bedst. Derfor er det i praksis sikkert bedre at vælge Case 1 – Omskiftelig multifunktionsindstilling, og så skrue direkte på parametrene i Grøn menu i stedet.

For at gøre det må vi have lidt forståelse for hvad der ændrer sig i kameraet når vi roder med disse indstillinger.

Sporingsfølsomhed

Denne indstilling fortæller kameraet hvor mange millisekunder det skal vente inden det prøver at forbedre fokus (med fare for helt at miste fokus). I følgende situationer kan det give god mening at give det lidt mere tid, så man ikke mister fokus fuldstændig hele tiden, og skal vente på at få fokus igen, eller helt misse skuddet fordi man ikke kan tracke motivet når man ikke kan se det i søgeren længere:

  • Når der kan komme ting imellem fotograf og motiv, f.eks. bevoksning som nævnt ovenfor
  • Når vi bruger de helt store teleobjektiver, og derfor ofte har svært ved at holde fokuspunktet præcist på motivet hele tiden

I begge disse situationer er det en fordel at have indstillingen sat til -1 eller -2. Dermed kan det ganske vist tage lidt længere tid at få fokus fra starten, fordi det hele går lidt langsommere, til gengæld mister vi ikke fokus så ofte selvom vi ikke er i stand til at holde fokuspunktet på fuglens øje hele tiden. Men hvis vi på forhånd ved at vores motiver kommer til at flyve lige imod os med høj fart (som det kan forekomme på et observationspunkt for fugletræk) betaler det sig at sætte denne til 0 eller ligefrem +1 i stedet – det giver en hurtigere reaktionstid, forudsat vi rammer fuglen i søgeren og er i stand til at følge den de første øjeblikke, indtil den står skarpt i søgeren og dermed bliver lettere at følge.

Accel./decel. sporing

Denne indstilling gør kameraet mere eller mindre følsomt overfor ændringer i motivets bevægelsesretning og -hastighed, og i realiteten også overfor ændringer i fotografens bevægelsesmønstre (tænk på anden der fløj lige imod, og tæt forbi os ovenfor – andens hastighed er konstant, men fotografens bevægelser er det ikke, hun bevæger sig hurtigere og hurtigere jo nærmere anden kommer, for at følge den i søgeren). Derfor er det en indstilling der med fordel kan være lidt oppe i det positive lige så snart vi taler bevægelige motiver, så vi sætter den til +1 for langt de fleste motiver. Kun hvis vi arbejder på med kolibrier på klods hold kan vi eksperimentere med en +2 indstilling her, og så vil jeg meget gerne høre om resultatet!

Autoskift af AF punkt

Denne parameter er kun relevant for fotografer der bruger mere end et enkelt fokuspunkt – ellers gør den ingen forskel. Som jeg nævnte i den foregående blog har jeg knappen på forsiden af huset – den der i Canon-tale hedder Knap for visning af skarphedsdybde – indstillet til at skifte imellem som standard kun at have ét fokuspunkt aktivt, og så, når knappen er trykket ind, at have de 14 punkter uden om (EOS 7D II) eller 8 punkter udenom (EOS 5D III) med også. Dette gør det lidt nemmere at holde fokus på fugle i flugt med de store teleobjektiver. Bl.a. når denne funktion er aktiv, bliver ovenstående parameter Autoskift af AF punkt relevant. Den tillader kameraet at vælge ét af de øvrige fokuspunkter, hvis vi skulle være kommet til at fjerne os lidt fra motivet med det primære fokuspunkt.

Den bør i de allerfleste tilfælde stå til indstillingen 0 – kun hvis motivet bevæger sig MEGET uforudsigeligt, eller vi slet ikke er i stand til at følge motivet med kameraet, kan vi eksperimentere med indstillingen +1.

Ovenstående standardindstillinger bør være et godt udgangspunkt for egne eksperimenter – husk at tilføje de tre parametre til Min Menu (den grønne), og eksperimentér så med ændringer af f.eks. Case 1 så du ikke får rodet for meget rundt i fabriksindstillingerne – når du er blevet fortrolig med brugen af de tre parametre, og hvad de hver især gør for kameraets evner til at fange og holde fokus på bevægelige motiver, kan det være at du vælger at vende tilbage til Canons cases.

Nedenfor har jeg prøvet at sammensætte et lille galleri med billeder der kan anskueliggøre pointerne i denne artikel. Husk at klikke på det første billede for at se dem i stort format, og husk også at jeg kun er en glad amatør der hellere end gerne vil sættes på plads hvis du ved mere end mig – skriv endelig med kommentarer og rettelser/forslag hvis du har noget på hjerte.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *