Som sædvanlig med fuglefoto er det vinklen der skiller et hæderligt fra et godt skud.
Vi er ENDELIG kommet ind i foråret, og fuglefotografens liv er for alvor blevet stressfyldt – der er så mange motiver som jeg har glædet mig til hele vinteren, og som kun er der i de få, korte måneder fra slut marts til start juni. Jeg når helt sikkert langtfra dem alle – men så kommer der jo heldigvis et forår igen næste år.
En af de fugle der altid står højt på ønskelisten om foråret er den Toppede lappedykker Podiceps cristatus. Udover at være smukke og majestætiske fugle er de også spændende om foråret, hvor de danser en helt særlig par-dans for at vise verden, og hinanden, hvem der hører sammen med hvem. Denne fase er dog allerede ved at være slut – nu virrer de lidt med hovedet overfor hinanden, og snart ligger hunnen på reden. Så går der nogle uger, og så skal vi fotografer ud igen, for så kommer de små, som bliver transporteret rundt på ryggen af de voksne og udgør et fantastisk motiv!
Lad mig sige med det samme – jeg nåede ikke at finde et godt par, i en god sø, der tillod mig at få de helt perfekte billeder af pardannelsen. Men jeg fik nogle fine billeder af et par alligevel. Det var forresten ikke de toppede som havde lokket mig til søen i første omgang – det havde derimod de Sorthalsede lappedykkere Podiceps nigricollis, som hvert år forsøger sig ved denne sø, og vistnok ikke har haft held med det de senere år. Det er sådan med denne middels sjældne danske ynglefugl, at den ofte indvandrer hurtigt til nye, lavvandede søer, især hvis der er en solid koloni af Hættemåger Larus ridibundus som den kan bygge sin rede inde midt i. Hættemågerne er både vagtsomme og aggressive overfor rovfugle, store måger og ræve/mink, så deres tilstedeværelse er en stor hjælp for en lang række mellemstore fugle, der ikke selv kan jage en Svartbag Larus marinus eller en Rørhøg Circus aeruginosus væk. På denne lokalitet, som på mange andre, er hættemågekolonien blevet stadig mindre i de senere år, og samtidig er bestanden af rovfisk i søen vokset. Det er ikke til at sige hvad der er udslagsgivende, men samlet set får Sorthalset lappedykker det ofte svært når den unge sø bliver moden, og det er selvfølgelig lidt trist.
Sorthalset lappedykker har også en (lidt mindre spektakulær) pardannelsesøvelse, men den var der nu heller ikke noget af – der var bare tre kønne fugle.
En anden fugl som jeg savner vinteren igennem, er den lille spektakulære Blåhals Luscinia Svecica. I Danmark er den en sjælden succeshistorie, fordi den er på dramatisk fremmarch overalt – således kom de første fugle her til Husby-egnen for tre år siden, og sidste år talte jeg 4 syngende hanner samme sted. Om få år er der sikkert ingen der gider fotografere dem længere, men indtil da vil jeg have lov til at nyde dem i fulde drag. Blåhalsen i dette galleri er ikke fra Husby men fra Tinglev Mose for lidt over en uge siden, og da var den LIGE ankommet fra sine vinterkvarterer, som ligger i det sydlige Indien! Den vejer et sted mellem 15 og 30g, og flyver lige til Indien på vinterferie – what’s not to like???
